Arietyper
I barokoperaen
blev det i arierne, hvor affekterne skulle komme til udtryk, hvilket også
fremgår tydeligt, hvis man læser Johann Matthesons beskrivelse af begrebet
arie:
”Es ist sonst die Arie, damit wir sie ordentlich
beschreiben, ein woleingerichteter Gesang, der seine gewisse Ton-Art und
Zeitmaasse hat, sich gemeiniglich in zween Theile scheidet, und in einem
kurtzen Begriff eine grosse Gemüths-Bewegung ausdruckt[1]“
Den
arienform, som fandt størst udbredelse fra 1680 og frem, var da capo arien. På
det overordnede plan forløber da capo arien efter følgende mønster: A B A. Der
fandtes to former for da capo arier; den ordinære da capo arie og den udvidede.
Den ordinære da capo arie
forløber: ritornel, A-del, ritornel,
B-del, ritornel, A-del, ritornel
Den udvidede da capo arie, er
beslægtet med ritornelformen og forløber på følgende måde: ritornel, 1. A-del, ritonel 2. A-del, ritornel,
B-del, ritornel 1. A-del, ritornel, 2. A-del, Ritornel.
Endelig forekommer der en lang
række hybridformer imellem de to. Hos de tre komponister, som senere skal
studeres nærmere, vil der således ofte være tale om hybridformer, hvor A-delen
forløber i femdele, men adskiller sig fra den udvidede da capo arie ved, at de
flankerende ritorneller er meget forkortede. Et eksempel på en sådan hybridform
kunne være arien ”In volver ciò che tu brami” fra A Scarlattis opera Griselda.
|
T. 1-3
|
T. 3-12
|
T.12-14
|
T. 14-24
|
T. 24-25
|
T. 26-45
|
T. 46-70
|
|
Ritornel
|
A-del
|
Forkortet ritornel
|
A’-del
|
Forkortet ritornel
|
B-del
|
Da capo
|
Det tonale mønster for da capo
arien lader sig ikke uden videre beskrive, da der ikke synes at være nogen
konvention herfor. Man kan som udgangspunkt hævde, at da capo arien tonalt
forløber: A-delen i T-D-T, B-delen i Tp, men det eneste der ligger fast i B-delen
er, at Tp på et eller andet tidspunkt bliver berørt, og at B-delen ikke
nødvendigvis kadencerer i Tp[2].
Som en slags
rettesnor for såvel tilhører som for komponisterne opstod der en række mere
eller mindre standardiserede arietyper. Disse arietyper kunne komponisten bruge
som udgangspunkt, når en given affekt skulle komme til udtryk. Der findes en
lang række beskrivelse af forskellige arietyper, som var i anvendelse i
barokken. Rodolfo Celletti beskriver i ”Geschichte des Belcanto” cirka 16
forskellige arietyper. De bliver ikke opstillet i en samlet fremstilling, men
bliver omtalt løbende i bogen. Opsummeret
bliver følgende arietyper omtalt: Lacharien, Wutarien, Lamentoarien,
Trompetarien, Vergeltungs und Entrüstungsarien, Zweifelarien, Schlummerarien, Liebesarien,
Kettenarien, Irrsinnsarien, Toilettarien, Sturmarien, Eifersuchtsarien,
Verführungsarien, Vogelstimmearien og Beschwarungsarien[3]. Fra
begyndelsen af det 17. århundrede opnåede ”vergleichnis arien” overordentlig
stor indpas i operalibrettier,- særligt populær blev de såkaldte stormarier,
hvor det åbne hav under en rasende storm, bliver en lignelse på vrede,
ophidselse og hævngærighed[4]. Alle
disse arietyper kan virke som en stor hjælp når affekten af en arie skal
bestemmes, men ligesom de menneskelige affekter kunne reduceres til blot at
omfatte 8 affekter, kan man også reducere arietyperne betydeligt.
Den engelske
musikhistoriker John Brown (1716-1766) reducerer den store mængde arietyper til
blot at omfatte 5 typer fordelt således, at der som udgangspunkt findes 2
langsomme, en mellem- og to hurtige typer. Inden for disse arietyper skulle det
således være muligt at skildre en hvilken som helst affekt. Endnu en arietype
fortjener imidlertid at blive medregnet, bravourarier; for nok havde barokopera,
som vi har set, et ædelt mål i at fremstille de menneskelige affekter, men det
betød ikke, at der ikke var plads til sanglig virtuositet, som fandt en
betydelig plads i barokoperaen. Derfor er bravourarier medregnet i den følgende
opstilling, som ellers baserer sig på John Browns arietyper[5]:
Langsomme arier:
Cantabile: rig på
ornamenter. Udtrykker: Sorg, ømhed, inderlighed, bedrøvelse, og lignende.
Portamento: minimum
af ornamenter. Udtrykker: Højtidelighed, det majestætiske, det ophøjede,
længsel og lignende.
Mellemtype:
Mezzo carattere:
Udtrykker: Det behagelige, graciøse, dansante o.s.v.
Hurtige arier:
Parlante:
Udtrykker: voldsomme og ophidsede affekter, kan også være sprudlende glæde.
Ofte allegrosatser, hvor det rytmiske og dynamiske har en fremtrædende plads.
Agitata, di strepito,
furiante: Udtrykker: vrede, raseri, had og lignende. Ofte i meget
hurtigt tempo med store spring og mange koloraturer.
Aria di bravura:
Udtrykker som ofte triumf. Pragt barok, ofte med trompeter.
[1] J. Mattheson ”Der vollkommene
Capellmeister” s. 212 (Studieudgave 317)
[2] Jens Brincker hævder
i „Musiklære og musikalsk analyse IV
Form“ s. 53, at der i da capo arier ofte moduleres til dominanten, denne
antagelse mener jeg ikke er korrekt. Dominanten bliver som hoved regel berørt i
løbet af A-delen og det ville derfor ikke skabe megen kontrast hvis B-delens
tonale udgangspunkt var Dominanten.
[3] R. Celletti „Geschichte des Belcanto“ s. 137,
137, 63, 68, 67, 63, 138, 51, 57, 57, 58, 58, 62, 59, 60, 89
[4] R. Celletti “Geschichte des Belcanto“ s. 120 ff
[5] R. Jacobs ”Barockboken” s.77-88
