Ludwig van Beethoven (1770-1827)
I 1792 ankom Beethoven til Wien, hvor han i lighed med et væld af andre musikere ville prøve kræfter med tidens ubestridte musikhovedstad. I modsætning til de fleste andre musikere opnåede Beethoven dog hurtig berømmelse i Wien, og han blev snart indbegrebet af musiklivet i Wien, og en musiker som alle andre blev målt i forhold til.
I begyndelse af 1800-tallet rasede den franske frihedskamp med en sådan styrke, at det kastede chokbølger gennem hele Europa – Beethoven blev optaget af de nye humanitære idealer om frihed og lighed for alle. Samtidig gennemlevede Beethoven på det personlige plan, det største mareridt en musiker kan have; han opdagede at han var ved at blive døv. Disse to begivenheder kastede Beethoven ud i en svær krise, som både var af personlig og kunstnerisk-filosofisk art. Kulminationen på krisen kom med det berømte Heiligenstadt-testamente skrevet til Beethovens to brødre og med Beethovens udtalelse at han ”kun var lidt tilfreds med sine hidtidige arbejder: Fra i dag vil jeg slå ind på en ny vej.”
Den nye vej
Beethovens værker havde indtil ca. 1802 i det store hele lydt, som Mozart og Haydn også ville have komponeret, men i værker fra denne periode og frem hører man et markant skifte. Den nye vej, som Beethoven ville finde, betød at hidtidige formkonventioner blev sprængt og det musikdramatiske aspekt voksede betydeligt. Til at skabe drama blev rytme, harmonik og dynamik ført til hidtil uhørte højder. Intet sted er disse tendenser mere tydelige end i Beethovens 3. symfoni med tilnavnet Eroica.
Symfoni nr. 3 Es-dur ”Eroica” (1804-5)
Det er en kendt sag at Beethoven oprindeligt havde planlagt at tilegne sin 3. symfoni til den franske frihedshelt, Napoleon, men da Napoleon udnævnte sig selv til Kejser kradsede Beethoven i ren arrigskab dedikationen væk fra manuskriptets forside. Symfonien blev i stedet dedikeret til Beethovens velynder Franz Joseph von Lobkowitz.
1.sats: Symfonien skydes i gang med to vældige akkorder, som kalder til orden, og derefter præsenteres satsens hovedtema (Helten/Kunstneren) i celloerne. Dette tema kommer til at spille hovedrollen gennem hele satsen, hvor det gennemgår dramatiske forløb. Satsen kulminerer ca. midtvejs, hvor orkestret samler sig i en række stærkt dissonerende akkorder, som hamres ud i uregelmæssige rytmer for derefter at give plads til et smukt og inderligt obo-tema. Herefter genoptages hovedtemaets dramatiske rejse.
2. Sats: er en mægtig sørgemarch af hidtil uhørte dimensioner. Musikken synes at fortælle at helten fra 1.sats er død og at alt håb måske er ude? Et dur afsnit bringer lidt lys og håb i satsen. Lyset fortoner sig i den mægtige fuga som følger.
3. Sats er et livligt intermezzo, en scherzo, som hylder det enkle liv på landet. I trio-delen spiller en horn-trio bondemusik, som Beethoven kunne have hørt det i Heiligenstadt.
4. Sats: Triumf, - det hele synes at forløse sig i denne vittige finale, hvor jubel og ekstatisk musik dominerer -henimod slutningen af satsen bringer en smuk obo solo dog alvoren tilbage. Værket afsluttes med et coda, hvor jubel og ekstase igen dominerer - ja med alt sin energi og humor må codaet siges at være den klassiske musiks pendant til tegnefilmens: ”Thats all folks”.
Indspilninger:
Beethovens symfonier er blevet indspillet et væld at gange og der findes virkelig mange gode indspilninger at vælge imellem - Når alt kommer til alt er det selvfølgelig den personlige smag som afgør hvad man bedst kan lide, men jeg vil nu alligevel vove pelsen og anbefale 3 indspilninger af Eroica-symfonien som er meget forskellige og som på hver sin måde har noget unikt i sin fortolkning.
Bedste Allround indspiling.
Nikolaus Harnoncourt og Chamber Orchestra of Europe
I bedste Harnoncourt stil bliver der gået til stålet og man hører hans historiske bevidsthed. En perfekt blanding af opførelses praksis og en mere traditionel tilgang til Beethoven.
Bedste indspilning på originalinstrumenter:
John Eliott Gardiner og Orchestre Révolutionnaire et Romantique
Lethed, elegance, gennemsigtighed og drama er alle ord som beskriver denne indspilning. Alt fremstår klart, der bliver artikuleret spændstigt og det hele lyder bare brænd godt!
Bedste historiske indspilning
Herbert von Karajan og Berliner Philharmonikerne.
Her er der tale om indspilningen fra 1963! (Karajan lavede også en indspilning i 1980erne) Er man til den tætte strygerlyd og lidt tungere drama er Karajan et godt bud.
